Marts

Det er utroligt, hvordan tiden løber SÅ langsomt og pludselig så stærkt. 
November: den længste måned i lang tid... 
OG NU SIGER KALDENDEREN MARTS! Det er vildt.

Efter jul har fremtiden været i fokus, og fortiden - og min operation - er faldet længere og længere i baggrunden. 
Sidst I hørte fra mig var der gået seks uger og jeg kunne igen tygge, men milepælen var helt sikkert jul. Juleaften blev spenderet i familiens ånd med and og flæskesteg (og mere ris a la mande som jeg overraskende nok ikke var blevet træt af) og julegodter og mavepine som længe ventet! 
Det eneste jeg måtte undvære var sværene - men de alene holdt ikke de få tabte kilo fra at sætte sig igen  

Siden har livet være ganske normalt og ukompliceret på hverdagsfronten. Bekymringerne om min læbe, der trak skævt, er begravet. Alt er nu lige og fint - jeg skulle jo bare være væbnet med tålmodighed. Kæberne virker, hævelse er et fremmedord, arbejde og leg forløber sig smertefrit - og hovedpiner og vejrtrækningsbesvær er glemt. Havde jeg nogensinde problemer?

Selvfølgelig har mine sædvanlige, regulære tjek på ortoklinikken holdt mig fast i virkeligheden: jeg er nyligt kæbeopereret, og kampen (som jeg nu fører stort i) er ikke helt slut. Jeg har været gennem elastiktræk og powerchains (sammenbindinger der formindsker mellemrum) for hele armen og mine tænder har til tider været så ømme, at jeg kunne sværge det var værre end en brækket kæbe. Seriøst.

Derfor kunne jeg, da jeg igår deltog i Ortoskolen på ÅUH, uden tvivl svare de spørgende, at jeg ville gøre det igen, hvis jeg skulle tage valget om - og ikke tøve.
Rart var det at høre, at Nanna, patient i samme båd som mig, kunne sige det samme til foredraget.
Vi blev godt gennembanket - som vores kirurg sagde - og vi er stadig ved godt mod 

I MORGEN skal jeg så tilbage på ortoklinikken. Men tjekket er ikke et tjek som alle andre. 
I morgen skal det vurderes, om jeg er klar til at blive fri for togskinner! 
Jeg er edderspændt og jeg håber! Meeeen jeg ved også, at tingene tager den tid de tager, og jeg har lært at lytte til de kloge og være tålmodig. Hvis ikke det er nu, er det snart - og det eneste sted få måneder betyder noget, er oppe i mit hoved.
.....Bliver jeg i hvert fald ved med at sige til mig selv. 
Når det hele rakker mod enden, og lyset for enden af tunnellen kan ses, er det nemlig som om, at tålmodigheden slipper op. For selvfølgelig er det træls at være bevæbnet med en sådan mængde metal i munden - og ærligt talt glæder jeg mig bare til, at jeg ikke længere finder ris i mine tænder en halv time efter jeg har spist...

Men jeg lever og jeg har det godt. Og jeg føler mig støttet. --- Og jeg rejser! 

Først Paris, snart NY!

Til sidst. For længe siden lovede jeg, at der kom sammenlignende billeder af mig op så hurtigt jeg kunne. De bedste billeder til formålet er uden tvivl dem fra fotografen på hospitalet, samt røntgen - og disse venter jeg endnu spændt på! 

Indtil da er her en lille smagsprøve. Et lille skærmbillede af røntgen fra 6. uge.

Venstre: før OP. Højre: efter OP. Se især hvordan mit bid er roteret!

Jeg vender snart tilbage! Nyd foråret til da!